Tirsdag, tennis og tid til socialt samvær

I Aarhus Lawn Tennisklub sætter de det sociale i fokus, når de hver tirsdag indbyder til ”drop-in”-tennis.

Af Magnus Illum

Tirsdag aften på Aarhus Lawn Tennisanlæg var banerne fyldt ud med højt humør og boldspil til ugens ”Drop-in”. Foto: Magnus Illum

En skarp stemme bryder den konstante summen af småsnak og latter. ”Tag en håndfuld bolde og fordel jer rundt på banerne,” orange skosåler slentrer over de våde fliser ved det udendørs loungeområde hos Aarhus Lawn Tennisklub og ud på de nyfejede grusbaner.

24 ældre sjæle har denne sommeraften i byttet sofaen ud med Drop-in tennis i tennisklubben, som ligger i hjertet af Aarhus. Omgivet af bøgetræer og fuglesang ligger anlægget i læ for vind og byens støj.

Karen Wurlitzer, frivillig i klubben, har stået for det ugentlige ”tirsdags drop-in”-arrangement de seneste 7 år. Selv, har hun ikke spillet siden 2019 på grund af gentagne akillessene-skader.

Inden spillet går i gang, bliver der diskuteret alt fra børnebørns skolestart til de seneste begivenheder ved US Open, hvor Holger Rune overraskende blev sendt hjem i første runde natten forinden.

Når deltagerne ankommer, får de tildelt et nummer af Karen. En ældre herre med en neongrøn kasket, smiler bredt, da han insisterer på at få nummer 10. ”Ja ja Erik, jeg har jo reserveret den til dig,” siger Karen. En anden deltager, Helle, fortæller om hendes kamp mod en stædig ligusterhæk i hendes baghave, der resulterede i den forslåede albue, som hun viser frem. “Kun en tåbe frygter ikke haven. Heldigvis har du ketsjeren i den anden hånd,” lyder fra Karen.

Klokken 17 fløjter Karen op, og spillerne bevæger sig hen mod de fire forreste baner for at begynde opvarmningen i den stille sommerregn. De stive knæ- og albueled, varmes nu op. Og selvom det er tydeligt, at kroppene ikke længere er hvad de engang var, kan det ses, at en del af spillerne har brugt en del af deres liv på en tennisbane. Lige meget hvor ukoordineret bevægelserne ser ud, rammes en den lille gule bold i midten af ketsjeren, hvor ”sweet-spottet” sidder, og der genereres maksimalt kraft. Det gælder dog ikke for alle, og andre steder lyder det direkte ubehageligt, når der tæskes til bolden med urene slag. Overalt på anlægget forenes latter, fuglefløjt og ketsjerslag.

Imens spillerne varmer op, træder Karen ind i klubhuset og planlægger dagens turnering. Par sammensættes, uden hensyn til spillernes ønsker, da arrangementet primært handler om det sociale samvær snarere end konkurrence. “Folk kommer her for at have et par hyggelige timer på banen, få noget motion, og de fleste slutter af med at nyde Carolas lækre mad og måske et glas vin eller øl dertil,” siger Karen.

Bag en propfyldt disk med kaffe, te og alverdens nødder står Carola Alvarado i køkkenet. Hun er kokken bag det efter sigende velsmagende måltid de 18, der har tilmeldt sig aftensmaden skal nyde efter spillet. Hun tilpasser menuen efter spillernes præferencer. “Erik siger for eksempel, at han ikke kan fordrage fisk, så når han deltager i ‘drop-in’, finder jeg på noget andet,” fortæller hun. Carola serverer i aften grillet citronmarineret kylling, ovnbagte kartofler med frisk timian, hummus og en græsk salat.

I et hjørne af klubhuset sidder to kvinder under tæpper med en kop te og følger spændt med i en igangværende US Open-kamp, imens de venter på deres aftensmad. Snakken kredser om den italienske Matteo Berrettini, hvis flotte hårpragt har gjort ham til deres favorit.

Udenfor begynder sommerregnen så småt at aftage, og fuglene flyver nu frit mellem bøgetræerne. Det er tid til den sidste runde. Karen går rundt mellem banerne og kommenterer lystigt på spillet. “Kom nu, den kunne du da godt have nået,” “Den stopbold var decideret usportslig,” “Flot serv!”.

En ældre herre siger efter et 6-1 nederlag, med et glimt i øjet, til sin partner: “Vi havde altså momentum her til sidst,” og latteren spreder sig på banen. ”I det mindste fik vi mest motion,” lyder det fra makkeren.

Da spillet er færdigt, bevæger de trætte tennisspillere sig mod klubhuset, hvor et varmt bad og mad fra Carolas køkken venter.

”Den ligusterhæk havde da ikke taget pynten helt af dig, Helle,” lyder det fra den ene ende af langbordet og smilene breder sig endnu engang rundt om bordet.

Carola præsenterer menuen og fylder bordet med aftenens delikatesser til stor begejstring fra spillerne. ”Jeg har hørt, at man skal have rødvin til grillkylling” siger Erik med den neongrønne kasket og blinker til sin sidemakker.

Livligt går snakken imens fadene tømmes og folk lige så stille forlader klubhuset, alle med et løfte om at de jo ses igen på næste tirsdag.

En sort sky af el- og gaspriser hænger over Egå Forsamlingshus: “Jeg er vildt nervøs for fremtiden”

Galoperende el- og gaspriser, et efterslæb fra coronakrisen og en skyhøj inflation presser Egå Forsamlingshus’ økonomi. Formanden for forsamlingshuset, Vivi Odgård, er ikke direkte bange for en nedlukning af forsamlingshuset, men er nervøs for fremtiden.

Af Magnus Illum

“Før coronakrisen handlede vores bestyrelsesmøder blandt andet om at skifte gulvet og købe en stor grill til udendørsarealet, i lørdags sad vi og søgte fonde for at sikre, vores økonomi ikke falder sammen,” lyder det fra Egå Forsamlingshus formand, Vivi Odgård, der har siddet i bestyrelsen i 12 år, om den nuværende økonomiske situation i forsamlingshuset.

Den økonomiske usikkerhed kommer på baggrund af de stigende el- og gaspriser, man oplever i hele landet.

“Vi er ikke direkte nedlukningstruede, men jeg er vildt nervøs for fremtiden. Forsamlingshuset tjener penge til huslejen og varmeregningen, ved at folk lejer os til diverse begivenheder og fester. Stopper folk med at afholde det, som de gjorde under coronakrisen, mister vi en stor indtægt”, siger Vivi

Udover private arrangementer er forsamlingshuset også et samlingspunkt for byens borgere, der blandt andet kan deltage i ugentlige arrangementer såsom fællesspisning, yoga og rytmisk dans arrangeret af forsamlingshusets bestyrelse.

Vivi Odgård på 76 år er nuværende formand for forsamlingshuset. Hun har været en del af Egå Forsamlingshus’ bestyrelse siden, hun for 12 år siden blev pensionist. Foto: Magnus Illum

Slikker stadig sårene fra coronakrisen

Forsamlingshuset har, ligesom de fleste husholdninger, altid forsøgt at have en økonomisk buffer i baghånden til uforudsete udgifter. Vivi indrømmer, at den nuværende buffer ikke er tilstrækkelig.

“Vi har altid haft en buffer til udbygning, reparation eller forbedringer af forsamlingshuset, men den buffer blev tømt under coronakrisen. Vi har ikke nået at få bygget en ny op, og det er det, som vi lider under nu,” fortæller Vivi.

Forsamlingshusets nuværende buffer vil kunne klare de næste kvartaler, men herefter står forsamlingshusets økonomi ikke på så sikker grund. Man forsøgte, i Egå Forsamlingshus at komme krisen i forkøbet ved at skifte fra gas til varmepumpe, men det har ikke haft den ønskede effekt, da elpriserne også er steget markant.

I Egå forsamlingshus er opslagstavlen fortsat fyldt med fremtidige aktiviteter. En fyldt opslagstavle kan dog være fortid, hvis ikke man får bedre styr på økonomien. Foto: Magnus Illum

Et håb for fremtiden

Selvom den økonomiske situation er uhyggeligt uforudsigelig, ser Vivi positivt på overlevelsen af Egå forsamlingshus.

Kan jeg forvente at se vindhekse på gulvet i forsamlingshuset, næste gang jeg kommer og kigger ind ad vinduet?

“Haha, nej, forhåbentligt ikke da! Så ringer du til mig. Rengøringspersonalet skal jo stadig gøre deres arbejde,” ler Vivi og fortsætter:

“Jeg er helt klart fortrøstningsfuld for fremtiden og forventer, at de fonde, vi har søgt, kan hjælpe os igennem den her krise, så vi forsat kan holde liv i vores dejlige forsamlingshus”.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.