En sort sky af el- og gaspriser hænger over Egå Forsamlingshus: “Jeg er vildt nervøs for fremtiden”

Galoperende el- og gaspriser, et efterslæb fra coronakrisen og en skyhøj inflation presser Egå Forsamlingshus’ økonomi. Formanden for forsamlingshuset, Vivi Odgård, er ikke direkte bange for en nedlukning af forsamlingshuset, men er nervøs for fremtiden.

Af Magnus Illum

“Før coronakrisen handlede vores bestyrelsesmøder blandt andet om at skifte gulvet og købe en stor grill til udendørsarealet, i lørdags sad vi og søgte fonde for at sikre, vores økonomi ikke falder sammen,” lyder det fra Egå Forsamlingshus formand, Vivi Odgård, der har siddet i bestyrelsen i 12 år, om den nuværende økonomiske situation i forsamlingshuset.

Den økonomiske usikkerhed kommer på baggrund af de stigende el- og gaspriser, man oplever i hele landet.

“Vi er ikke direkte nedlukningstruede, men jeg er vildt nervøs for fremtiden. Forsamlingshuset tjener penge til huslejen og varmeregningen, ved at folk lejer os til diverse begivenheder og fester. Stopper folk med at afholde det, som de gjorde under coronakrisen, mister vi en stor indtægt”, siger Vivi

Udover private arrangementer er forsamlingshuset også et samlingspunkt for byens borgere, der blandt andet kan deltage i ugentlige arrangementer såsom fællesspisning, yoga og rytmisk dans arrangeret af forsamlingshusets bestyrelse.

Vivi Odgård på 76 år er nuværende formand for forsamlingshuset. Hun har været en del af Egå Forsamlingshus’ bestyrelse siden, hun for 12 år siden blev pensionist. Foto: Magnus Illum

Slikker stadig sårene fra coronakrisen

Forsamlingshuset har, ligesom de fleste husholdninger, altid forsøgt at have en økonomisk buffer i baghånden til uforudsete udgifter. Vivi indrømmer, at den nuværende buffer ikke er tilstrækkelig.

“Vi har altid haft en buffer til udbygning, reparation eller forbedringer af forsamlingshuset, men den buffer blev tømt under coronakrisen. Vi har ikke nået at få bygget en ny op, og det er det, som vi lider under nu,” fortæller Vivi.

Forsamlingshusets nuværende buffer vil kunne klare de næste kvartaler, men herefter står forsamlingshusets økonomi ikke på så sikker grund. Man forsøgte, i Egå Forsamlingshus at komme krisen i forkøbet ved at skifte fra gas til varmepumpe, men det har ikke haft den ønskede effekt, da elpriserne også er steget markant.

I Egå forsamlingshus er opslagstavlen fortsat fyldt med fremtidige aktiviteter. En fyldt opslagstavle kan dog være fortid, hvis ikke man får bedre styr på økonomien. Foto: Magnus Illum

Et håb for fremtiden

Selvom den økonomiske situation er uhyggeligt uforudsigelig, ser Vivi positivt på overlevelsen af Egå forsamlingshus.

Kan jeg forvente at se vindhekse på gulvet i forsamlingshuset, næste gang jeg kommer og kigger ind ad vinduet?

“Haha, nej, forhåbentligt ikke da! Så ringer du til mig. Rengøringspersonalet skal jo stadig gøre deres arbejde,” ler Vivi og fortsætter:

“Jeg er helt klart fortrøstningsfuld for fremtiden og forventer, at de fonde, vi har søgt, kan hjælpe os igennem den her krise, så vi forsat kan holde liv i vores dejlige forsamlingshus”.